København Pétanque Klub (KPK) er en af Danmarks ældste pétanque klubber. Den blev stiftet i oktober 1983 og havde den gang fast base i Kongens Have. 

I dag tæller klubben ca. 70 medlemmer og holder til ved hovedindgangen til Enghaveparken på Vesterbro i København. 

KPK er medlem af Dansk Pétanque Forbund (DPF) og af Danske Gymnastik og Idrætsforeninger (DGI), medlemmerne har licens til deltagelse i nationale og internationale turneringer.

Der kan spilles hele året, men vi har højsæson fra april til slut september. Der er lys på banerne, så det også er muligt at spille efter mørkets frembrud. 

Der er med sikkerhed folk ved klubhuset onsdage fra ca. kl. 15 hvor der er hyggespil for alle medlemmer. Ofte får vi lidt mad og på en lun aften spiller vi til langt ind i natten.

De andre dage vil der i højsæsonen ofte også være folk ved klubhuset fra kl. ca. 15 hvis vejret tillader – kik forbi hvis pétanque har din interesse.

Vi deltager i landsturneringen (LT) under Dansk Pétanque Forbund. Vi har hold i flere divisioner og kan brystet os af guld og sølv placeringer. Vi har også hold i DPF’s veterancup, hvor det ligeledes har været metal om halsen. Vi er også aktive i DGI’s turneringer.

Over hele landet er der lokale turneringer hvor der kan deltages, og der er også invitationer fra udenlandske turneringer.

Klubben begynder og afslutter sæsonen med egen åbnings- og afslutningsturnering. Derudover afholder vi klubmesterskab i både triple, double og single. 

Et medlem beskriver klubben således:

Pétanque er kommet på Vesterbro på fuldt drøn. I det hele taget hitter pétanque i Danmark, som jeg aldrig har set før,og som mange franskmænd ville ønske det skete i deres land.

Pétanque-klubben på Enghave Park er, for mig at se, et billede på et multikulturelt samfund.

Her finder man Italiener, der også kan tale fransk og spansk.

Her finder man Marokaner, der taler et fejlfrit fransk og dansk.

Her finder man Franskmænd, der altid kommer med mangfoldige vitser, vitser som tit er seksuelt orienteret. Ja, er man franskmand eller er man ikke franskmand ?

Her finder man danskere, der ikke forstår andre sprog end dansk. De udgør dog et mindretal, og har, af den grund, den fornemmelse, at de er blevet forvist til et fremmed land.

Her finder man mænd og kvinder,som lever i samhørighed, og som respekterer hinanden. 

Her bukker mændene over for kvinderne, når "det såkaldt svage køn" besejrer mændene i turneringerne.

Det er hér, på KPK, jeg tilfældigvis for 6 måneder siden, blev varmt modtaget og straks besluttede jeg mig for at blive medlem.

Hele den forening  bliver styret af en stærk kvinde. Hun insisterer på at kalde sig selv "Madame la Présidente".

"Madame la Présidente" er et kapitel for sig.

Hendes lederstil består af en velbalanceret blanding af autoritet og venlighed. Hun viser også omsorg overfor dem, der er kommet ud for en trist begivenhed. Det har hun gjort overfor mig. Og det vil jeg takke dig for, Grete.

Uanset hvad, elsker vi alle sammen vores leder.

Her i vores klub, bliver der grinet, bliver der talt alvorligt, og der bliver drillet. Her har jeg lært at drilleri også kan være et tegn på kærlighed.

Lad os blive ved med at leve videre sammen i mange år i den samme ånd.

Længe leve KPK !

 

Charles